Forårsdigt

Blomsterne springer ud, mens vinteren visner

Lyset kommer mens mørket går

Midt på forårets rand jeg står

Men føler stadig vinterens kulde

Som et mørkt tæppe ulme

Over forårs glædens stråler

Men med sjælen jeg måler

at kulden ej vil følge

Men altid, ride tæt på vinterfrygtens bølge

Af skam had og kedsomhed

I forårsstunden forvandles til medlidenhed

Og til sommer nå sit mål i kærlighed